Sidst opdateret : 05.07.2021
Status: Placeret i bunden af spor 3 som “stationskontor”
- 1936 – 1941 : DSB DL1597
- 1941 – 1967 : DSB DB 5102
- 1967 – 1969 : DSB Db 5086 90 28 102
- 1969 – 1984 : DSB Pbh 5086 90 28 102
- 1984 – 1992 : Dansk Jernbaneklub – lod den opstille på Egeskov Slot
- 1992 : Kom til SFvJ i Faaborg
Historie: Bygget hos Scandia i 1936 som én af postvæsenets første 5 helsvejste stålbogievogne litra DL 1696-1700. Hos postvæsenet blev vognen kaldt for 33,1 m2 vogn indrettet med postkontor og postgodsrum. Vognen har overgang i begge ender, så tog- og postpersonale kan bevæge sig frit gennem vognen. Dette gav en mere fleksibel indrangering i togstammer. Udover både vakuum- og trykluftsbremse fik vognen også tyske slutsignalholdere, så den kunne bruges til trafik til og fra Tyskland. Vognen fik S-togsbogie som et forsøg med nye bogietyper. Forsøget faldt heldigt ud, da vognen bevarede den usædvanlige bogie gennem hele sin levetid. DL-vognen var den første postvognstype med ovenlysvinduerog wendelsugere for en bedre regulering af luftcirkulationen.
DL-vognene blev indsat i bla. hovedposttoget mellem København og Aalborg/Frederikshavn. I perioden 1946-1953 blev DB-vognene anvendt i landsdeltogene mellem København og Esbjerg. Fra 1969 kunne bureauvognene, nu benævnt Pbh, findes i tog mellem København og Helsingborg (Sverige), Skjern og Aarhus samt på Svendborgbanen
Ved SFvJ, som har langtidslånt vognen af Dansk Jernbaneklub, fungerer postvognen som stationskontor. Oprindeligt stod vognen på en kort sporstump uden forbindelse til de øvrige spor, men efter den seneste ombygning af SFvJ-banegården i Faaborg, er vognen opstillet i enden af spor 3
Kilde: Torben Andersen ; “Dansk Jernbanehistorie 1 og 2”
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Fakta:
Byggested: Scandia – 1936
Byggenr.: Ukendt
Tjenestevægt: 29,6 tons
Max. hastighed: 140 km/t (i aktiv tjeneste)