Sidst opdateret : 04.07.2021
Status: Indsat i driften
- 1918 – 1966 : Odense-Kerteminde-Martofte Jernbane “OKMJ J81”
- 1966 – 19xx : Danske Jernbaneklub “DJK”
- 19xx – 1991 : Privat eje
- 1991 : SFvJ – Faaborg
Historie: Da “OKDJ” banen åbnede i år 1900 fik folk i Odense en nem adgang til den fine badestrand ved Kerteminde. Dette udnyttede jernbanen naturligvis og indsatte allerede året efter et “badetog” på sommersøndage. Dette togblev snart meget populært, ikke mindst fordi prisen på en returbillet med badetoget var den halve af ordinær pris. Populariteten havde dog sin pris, nemlig manglende materiel. OKDJ’s personvogne skulle jo også bruges i de almindelige tog.
Løsningen på problemet blev bænkevogne. Kertemindebanen fik sine første bænkevogne i 1904. Vognene havde samme størrelse som almindelige godsvogne, men hver sin side var forsynet med 6 vinduer, der kunne lukkes med lemme. Nogle af disse lemme var forøvrigt forsynet med teksten; “Maa ikke læsses med kvæg, ildelugtende eller tilsmudset gods”. I hver side var desuden en fløjdør, der anvendtes ved ind- og udlæsning af gods og 2 almindelige døre til brug ved persontransport. Til brug for persontransport kunne vognene udstyres med løse træbænke (3.kl.) med ialt 34 pladser
OKMJ (fra 1914) fik leveret yderligere 17 bænkevogne i årene indtil 1918. OKMJ J81 hører til den sidste leverance på ialt 5 vogne. Pga. 1. verdenskrig var det umuligt at skaffe f.eks jernbanehjul fra udlandet, men SFJ havde brugte hjul i overskud. Dette betød, at SFJ’s værksteder i Odense kom til at bygge OKMJ J79-83. Da bænkevognene blev leveret, var det imidlertidig ikke muligt at køre særlige badetog, da der var mangel på brændsel til lokomotiverne. Bænkevognene kom derfor ikke tilbage i badetogene før i 1920’erne. Nu var komforten i bænkevognene ikke særlig god, så for at imødegå konkurrence fra rutebiler indsatte OKMJ mere moderne vogne i togene. Bænkevognene blev derfor hurtigt udelukkende brugt til godstransport eller udrangeret.
De fleste bænkevogne forsvandt fra de fynske privatbaner i begyndelsen af 1950’erne. Kun 2 overlevede ved OKMJ, heraf J81, der kørte som fast stykgodsvogn indtil 1966, året hvor OKMJ lukkede. Vognen blev snart solgt til DJK, som dog opgav at restaurere den. Svend Jørgensen overtog vognen og med hjælp fra Støtteforeningen Danske Dampvenner “SDDV” kom den i 1991 til Faaborg. Her stod vognen i Rundremisen nogle år og afventede tid og penge til en gennemgribende restaurering indtil det lykkedes med støtte fra Friluftsrådet, Sahva og Vanførefonden. Vognen er blevet påbygget en elektrisk lift i vognens “perronside”, så det er blevet muligt for kørestolsbrugere at komme en tur med SFvJ’s veterantog. De nødvendige ændringer på vognen er udført så diskret, at vognens ydre fremstår som ved leveringen til OKMJ i 1918. Vognen blev indsat i driften 2004 og har stort set kørt lige siden.
Kilde: Lars Viinholt-Nielsen ; Sydfyenske Jernbaners materiel
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Fakta:
Byggested: SFJ – Værksteder Odense – 1918
Byggenr.: 58
Siddepladser: 34 stk. – 3.kl eller 3 kørestole
Tjenestevægt: 8 tons
Max. hastighed: 50 km/t.